Yanis Varoufakis: Centralbankerne er som rådvilde æsler. En progressiv pengepolitik er den eneste vej frem

Centralbankerne i de store industrilande spiller et potentielt farligt »vent og se«-spil mellem frygten for inflation og angsten for deflation. Kun en progressiv omtænkning af deres værktøjer og mål kan hjælpe dem til at finde en samfundsnyttig rolle på den anden side af pandemien.

Mens coronapandemien begynder at slippe sit tag i de rige lande, ligner deres centralbanker i stigende grad æslet, der med lige dele sult og tørst ender med at bukke under for begge dele, fordi det ikke kan vælge mellem hø og vand.

Engang havde centralbankerne kun ét redskab: renten. Sæt den ned for at puste nyt liv i en sløj økonomi; sæt den op for at tæmme inflation (ofte på den bekostning, at det udløser en recession). Det har aldrig været let at time den slags eller vælge, hvor meget renten skal rykkes. Men i det mindste var der kun én vej at rykke: op eller ned. I dag er centralbankernes opgave blevet dobbelt så kompliceret, fordi de siden 2009 har haft to redskaber at rokere med.

Efter den globale finanskrise i 2008 blev det nødvendigt med endnu et redskab, fordi det første var gået i baglås: Selvom renten blev trykket så langt ned som muligt, så den røg i nul og ofte direkte minus, blev økonomien ved med at stagnere.

Med inspiration fra Japans centralbank skabte de store centralbanker (anført af USAs Federal Reserve og den britiske Bank of England) derfor endnu et redskab med betegnelsen »kvantitative lempelser«. Ved at skrue op for den knap skabte de penge ved at købe papiraktiver fra de kommercielle banker i det håb, at bankerne så ville skyde de nye penge ind i den virkelige økonomi. Hvis det udløste inflation, behøvede centralbankerne bare at skrue på knappen og drosle ned for deres opkøb.

Ildebrand og finanskrak

Det var i hvert fald teorien. Nu er der optræk til inflation, og centralbankerne er nervøse: Skal de stramme op?

Hvis ikke de gør det, må de regne med at dele samme skæbne som deres forgængere i 1970erne, der lod inflationen bide sig fast i pris- og løndynamikken. Men hvis de følger deres instinkter og rykker på de to redskaber ved at drosle ned for de kvantitative lempelser og sætte renten en smule op, risikerer de at udløse to kriser på én gang: En ildebrand på jobmarkedet, hvor stigende renter mindsker efterspørgslen og dæmper investeringerne, og et finanskrak, hvor markeder og virksomheder, der er blevet alt for afhængige af de løse penge, går i panik over udsigten til at miste dem.

Den nervøse markedsreaktion i 2013, da Fed blot antydede, at der ville blive droslet ned for de kvantitative lempelser, vil være det rene vand til sammenligning.

Det scenario skræmmer centralbankerne, fordi det ville sætte begge deres redskaber ud af spil. Selv når renten sættes op, vil der ikke være meget plads til at sætte den ned igen. Og for at rette op på de underdrejede finansmarkeder ville det være nødvendigt med så store kvantitative lempelser, at det ville være politisk uspiseligt.

Som det rådvilde æsel

Altså sidder centralbankerne på sine hænder og efterligner det rådvilde æsel, der ikke kunne finde ud af, hvilket af dets to behov der var mest påtrængende.

Men hvis centralbankerne formoder, at de to redskaber skal indstilles efter hinanden, forudsætter de en fortid, som de ikke behøver gentage. Historisk set kom det andet redskab, kvantitative lempelser, kun til, efter at det første redskab, renten, var holdt op med at virke.

Men hvorfor dog antage, nu hvor inflationen er på vej op igen, at man i omvendt rækkefølge skal trække de kvantitative lempelser først og så sætte renten op? Hvorfor ikke skrue på de to knapper samtidig og i samme retning, altså en tostrenget pengepolitik, hvor der skrues op for både renten og de kvantitative lempelser – det sidste bare i en anden form?

Renten skal bestemt op. Lad os ikke glemme, at selv når den officielle rente står i nul, har de nederste 50 procent af indkomstgrupperne ikke adgang til billig kredit, så de ender med at låne til ågerrenter via kviklån, kreditkort og private lån uden sikkerhed. Det er kun de rige, der har gavn af ultralave renter.

For regeringers vedkommende gør en lav officiel rente det muligt at omlægge deres gæld billigt, men de kan stadig ikke slække på deres statsbudgetter, og derfor mangler der konstant offentlige investeringer. Altså har 13 års ultralave renter bidraget til en massiv ulighed.

Denne voksende ulighed har forstørret overfloden af opsparede midler, hvor de ultrarige har svært ved at spendere deres bjerge af penge. Da de svulmende opsparinger er lig med udbuddet af penge, mens knappe investeringer er lig med efterspørgslen efter penge, er resultatet et nedadrettet pres på prisen på penge, så renten hænger fast tæt på nulgrænsen. Derfor er centralbankerne nødt til at finde modet til at sætte renten op for at bryde den onde cirkel med uholdbar ulighed og unødvendig stagnation.

To ting skal ske

Selvfølgelig frygter centralbankerne, at renteforhøjelser vil udløse statsbankerotter og en alvorlig recession. Derfor skal en højere rente være understøttet af to helt centrale tiltag.

For det første er en seriøs sanering af både den offentlige og den private gæld uundgåelig, og derfor bør centralbankerne holde op med at forsøge at undgå det. Det er tåbeligt at holde renten under nul for at udskyde konkurser i insolvente foretagender (som den græske og italienske stat og et stort antal zombievirksomheder), hvilket er, hvad ECB og Fed lige nu gør.

Lad os i stedet omstrukturere den gæld, der ikke kan betales tilbage, og sætte renten op for at undgå at skabe mere gæld, der ikke kan betales tilbage.

For det andet bør vi ikke stoppe de kvantitative lempelser, men i stedet kanalisere de penge, der skabes, væk fra bankerne og deres virksomhedsklienter (der har brugt de fleste af pengene på at købe egne aktier tilbage). De penge bør gå til at finansiere en borgerløn og den grønne omstilling (via offentlige investeringsbanker som Verdensbanken og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) i EU.

Den form for kvantitative lempelser vil ikke skabe inflation, hvis den højere middelklasse og derover bliver beskattet hårdere på deres indkomst, og hvis grønne investeringer begynder at levere den grønne energi og de grønne goder, som menneskeheden har brug for.

Centralbankerne er ikke begrænset til at vælge mellem lammelse og stramning. Med en progressiv pengepolitik kan renten sættes op, mens pengetræets frugter investeres i klimahandling og mindre ulighed. Hvis det kan hjælpe med at sælge den politik, så lad os kalde det »bæredygtig pengepolitisk stramning«.

Yanis Varoufakis er tidligere græsk finansminister, leder af partiet MeRA25 og professor i økonomi ved Athens Universitet.

Copyright Project Syndicate 2021, www.project-syndicate.org

Oversat af Bibi Christensen